søndag den 28. august 2011

Verbal høflighed tak

Hvor er det herligt at kunne skrive et indlæg, der både får smilene frem og skaber lidt debat.
Så i stedet for at svare hver enkelt af jer på forrige indlæg, kommer her en samlet opfølgning.
Det ser ud til, vi alle er blevet bedre til at sige fra, om det nu er, fordi vi har lidt år på bagen og bedre tør stå ved vores mening, eller det ligger i samfundsudviklingen, skal jeg lade være usagt.
Og selvfølgelig skal det gøres med venlighed og helst også med et smil. Jeg syntes bare udtrykket “knald tumpen en på lampen” er så dejligt præcist, og det betyder ikke, at jeg ønsker at overfuse andre mennesker. Det ligger ikke i min natur.
Og jeg er egentlig også ret god til at sige fra – eller som Inge, til at sige pyt! og lade være med at lade mig gå på, særligt af ting jeg ikke kan gøre noget ved.
Hvorfor skulle indlægget så overhovedet skrives? Jo, for der er situationer, hvor jeg (og måske også andre) bør være meget bedre til at “knalde tumpen en på lampen” verbalt, venligt og høfligt. Og der slår Kongmor ned lige præcis, hvor katten ligger begravet.
Nemlig, når det er personer, der er tæt på mig. Hvorfor er det meget sværere at få sagt tingene til dem? Det brude da være omvendt, men det er det ikke, for det er der, hvor det virkelig betyder noget, både for mig og for modtageren at det bliver svært.
Eksempel: Jeg kan have et udestående f.eks. med min eks-mand (drengenes far), som gør, at jeg går og er virkelig sur og gnaven. Men hvad nytter det, når han går lige på den anden side af gaden og er lykkeligt uvidende (vi bor kun få 100 m fra hinanden). Det rammer jo kun mig selv, så længe jeg ikke tager bladet fra munden og siger tingene direkte.
Eller hvis der er et eller andet af mere personlig karakter – jeg bryder mig ikke om at kritisere - kritisere er sådan et voldsomt ord – anfægte andres personlighed, den er jo deres egen, og den skal alle have lov at have i fred. Men der kan jo være ting der påvirker omgivelserne, så det kan være nødvendigt at sige noget.
Og så er det, at der stagig er noget flinkeskole (læs mundlammelse) tilbage i rappenskralden, og tingenen bliver svære at få sagt. Men jeg mener, gør man tingene på en pæn, venlig og omsorgsfuld måde, kunne det jo blive meget bedre bagefter – så hvorfor er det så svært?
I sådanne situationer kunne det være godt at minde sig selv om, hvor mange muskler man egentig vil bruge på den sag, og så enten sige pyt! eller få sagt tingene til rette ved kommende.
_MG_5662
MEN, møder jeg den bacille, der nu muterer i min hals, så får en en på lampen, ikke verbalt, men helt bogstavligt, for jeg er SÅ træt af at være forkølet, og har bare fået det værre og værre siden i torsdags!

6 kommentarer:

  1. Dejligt med sådan en indlæg som både trækker på smilebåndet og får en til at tænke lidt... og den med bacillen er jeg helt med på skal ha' bank... er også stadig syg... hoster og hakker og ind i mellem feber... og hvem gider det... går ud over det kreative... :( kan du ha' god bedring... Knus og kram

    SvarSlet
  2. Forkølelser og halsonder må man gerne knalde en på lampen.. :-) God bedring.

    SvarSlet
  3. Uhhh - dejligt at vide du har det ligesom jeg!! Eller ikke dejligt - men argh - altså så føler man sig ikke så mærkelig når man er flere om det ;-)

    Træls med halsonde. Rød solhatdråber i vand x 4 dagligt plejer at kunne hjælpe tiden.
    Håber du kommer ovenpå igen snart!!

    SvarSlet
  4. Jeg synes faktisk ofte det er sværere, at sige fra overfor f.eks. en kollega end det er overfor f.eks min mor eller en god veninde.

    Folk der kender mig godt, kan læse mig som en åben bog og jeg føler mig tryg i deres selvskab og derfor synes jeg, at det er nemmere at sige fra her - stadig på en pæn måde...:-)

    SvarSlet
  5. Jeg synes, det er nogle gode ord du sætter på det, vi alle kender! Også at nogle år på bagen gør det nemmere at sige fra, men at sige fra over for mennesker tæt på os er nok den største udfordring.
    Rigtig god bedring! Kh

    SvarSlet
  6. May Britt: Også god bedring til dig.

    Inge: Tak, nu må det snart vende.

    Kongmor: Ja, det er da rart at vide, at man ikke er den eneste :o) Jeg bruger Japanske Pebermyntedråber, de plejer også at hjælpe lidt. Tak.

    Bettina: Sjovt, jeg har det helt omvendt, har ingen problemer med kollegaer (altså hvis det ikke er deres personlighed, det handler om). Men personer, jeg er tæt på, hvor jeg burde være i trygge omgivelser, har jeg det svært med. Det er netop derfor, jeg syntes det er så tåbeligt!

    Madame: Tak for roserne, rart med en lidelsesfælde.

    KH Anette

    SvarSlet